Råderet/Installationsret

Råderet

Boligindretning optager mange beboere og i 2005 fik beboere i almene boliger ret til at udføre alle former for forbedringer inde i boligen og desuden få økonomisk godtgørelse ved fraflytning.

 

Hensigten med loven er at give almene beboere mulighed for at indrette deres bolig efter egne ønsker og behov.

 

Forbedringer inde i boligen gælder f.eks. indretninger af køkken, bad, entré og værelser.
Beboeren kan også beslutte, at der skal gennemføres forbedrings- og forandringsarbejder uden for selve boligen.

Råderetten er derfor et vigtigt værktøj, der giver den enkelte beboer mulighed for at ændre på sin bolig.
Om det er små justeringer eller store ændringer der skal til for at gøre boligen ideel for beboeren, er op til den enkelte.

 

Princippet i råderetten er, at den enkelte beboer selv bestemmer, hvad der skal ændres, og selv sørger for at arbejdet bliver udført og finansieret.

Installationsrettet

Lov om leje giver beboere mulighed for at foretage hvad der kaldes, "sædvanlige installationer i det lejede" - medmindre boligorganisationen kan godtgøre, at ejendommens el- og afløbskapacitet ikke er tilstrækkelig til installationen.

Det betyder i praksis, at du har ret til at installere vaskemaskine, opvaskemaskine, tørretumbler o.l.
Der er naturligvis visse begrænsninger, afhængig af hvilken bolig du bor i. Det er ikke muligt at montere tørretumbler med aftræk ret mange steder, og det kan være svært at få installeret vaskemaskine, med tilhørende vandtilslutning og afløb - hvis badeværelset er meget lille.

Du skal ansøge ALBOA om tilladelse, inden du foretager installationen. Du kan ansøge via mit.alboa.dk. 

 

Installationen skal udføres af en autoriseret VVS og el-installatør og du skal selv afholde samtlige udgifter til maskinen og installationen. Det er din maskine, så du skal selv vedligeholde den og installationen. Du skal være opmærksom på, at hvis der ikke er gulvafløb i det rum hvor du installerer vaskemaskine/opvaskemaskine, skal maskinen placeres på en vandtæt bakke så du kan observere evt. utætheder. Bemærk at vaskemaskiner kun må installeres i rum med beton- eller flisegulv.

Boligorganisationens forsikring dækker ikke siveskader og hvis konstateres skader på bygningen, f.eks. i forbindelse med fraflytning, vil det betragtes som mislighold - og du skal betale for udbedringen.

 

Indviduel råderet

I flere af ALBOA’s afdelinger er der mulighed for individuelle moderniseringer/forbedringsarbejder i botiden. Hvilke arbejder man kan lave, er besluttet på et afdelingsmøde.

 

Principielt er der 3 muligheder:

  • Modernisering af køkken.
  • Modernisering af badeværelse.
  • Andre f.eks.: 
    - Fliser i badeværelse.
    - Klinkegulv i stedet for parket.

Moderniseringsarbejderne finansieres med eksterne lån, hvor alene de berørte beboere betaler ydelserne og låneomkostningerne.
Lånet er bundet til den enkelte bolig. Ved fraflytning overtager den nye beboer låneydelserne.

 

Hver afdeling har et loft over det beløb der kan lånes, beløbet pristalsreguleres én gang om året. I menuen til højre kan du se en liste over muligheder og hvilke beløb du kan disponere over.
Hvis prisen for moderniseringen overstiger det max tilladte beløb, skal beboeren betale merprisen kontant.

 

Afdelingerne yder tilskud til nogle af moderniseringsarbejderne. Hvad der gives tilskud til og størrelsen af tilskud varierer fra afdeling til afdeling.

 

Hvis du vil gøre brug af denne mulighed, skal du kontakte ALBOA's driftsafdeling. Her skaffer man dig kontakt til et køkkenfirma - som også sørger for alle tillægsarbejderne som murer, elektriker, vvs m.v.
Sammen med dig laver køkkenfirmaet et indretningsforslag - og prissætter projektet.

Når ALBOA har prisen beregner vi din huslejeforhøjelse og sender en "kontrakt" til dig som du kan gennemgå og underskrive. Når disse ting er på plads, sender driftsafdelingen en rekvisition til køkkenfirmaet og du laver selv en aftale med dem om, hvornår køkkenet/badeværelset skal laves.