Naboklager - Hvordan gør du?
I ALBOA arbejder vi for at sikre ro og orden i alle vores afdelinger. Som beboer har du ansvar for din egen, din husstands og dine gæsters opførsel på afdelingens område.
Før du vælger at klage over din nabo, kan det være en god idé at overveje, om I selv kan finde en løsning gennem dialog. De fleste konflikter kan nemlig løses med en god samtale og gensidig respekt. ALBOA skal kun involveres, hvis I ikke selv kan løse problemet.
Sådan indgiver du en klage:
- Klagen skal være skriftlig
Vi modtager kun skriftlige klager, så der er dokumentation. Din klage skal indeholde navne og adresser på de involverede parter.
- Konkret klage
Klagen skal være præcis og beskrive, hvad problemet er. Hvis klagen handler om støj, kan det være en hjælp at føre en logbog, hvor du noterer datoer, tidspunkter og en kort beskrivelse af støjen. Saml nogle støjepisoder, før du indsender klagen.
Hvis der er tale om kriminelle forhold som vold eller alvorlige trusler, skal du anmelde sagen til politiet og vedlægge en kopi af kvitteringen fra politiet, når du indsender din klage.
- Flere underskrifter styrker klagen
En klage, der er underskrevet af flere beboere, har større vægt. Hvis kun én person underskriver, kan sagen ende som "påstand mod påstand". ALBOA tager ikke parti og repræsenterer begge parter i en klagesag.
- Sådan sender du din klage
Du kan sende din klage til post@alboa.dk, med posten, eller aflevere den personligt i vores administration på Vestergårdsvej 15, 8260 Viby J.
- Sådan behandler vi din klage
Din klage vil blive behandlet fortroligt af vores medarbejdere, som har tavshedspligt. Vi scanner klagen ind og sender den til den ansvarlige medarbejder, som vil vurdere indholdet. Hvis vi mener, klagen er berettiget, vil vi tage sagen op og give en skriftlig påtale til den involverede lejer. Når sagen er afsluttet, vil du modtage en bekræftelse.
- Hvis problemet opstår igen
Desværre kan konflikter nogle gange opstå igen, selvom vi har påtalt dem. Hvis det sker, skal du indgive en ny, konkret klage. Afhængigt af situationens alvor kan vi vælge at tage sagen op igen, indbringe den for beboerklagenævnet eller i værste fald opsige lejemålet.
- Anonymitet
Vi modtager ikke anonyme klager. Så længe sagen behandles internt, videregiver vi ikke, hvem der har klaget. Hvis sagen når videre til beboerklagenævnet eller retten, vil alle dokumenter blive udleveret til den lejlighed, der er klaget over.